
Op til 32 grader i Danmark: Vild varme på vej
Vejret bliver godt i weekenden – og næste uge kan blive decideret hed
Det ser lyst ud for dem, der har planer i det fri i weekenden – og endnu bedre for dem, der elsker sommer og varme. Ifølge en helt frisk opdatering fra DMI, udsendt fredag eftermiddag, går vi nemlig en periode i møde med markant varmere vejr og temperaturer, der flere steder kan blive sommerlige – ja, måske endda hede.
DMI skriver, at temperaturen i weekenden – samt mandag – vil ligge mellem 18 og 23 grader. Lokalt kan temperaturen endda snige sig helt op omkring 25 grader. Det bliver dog ikke helt vindstille, da der ventes en del blæst i perioder.
Men det er i næste uge, det for alvor begynder at ligne en lille hedebølge. Allerede tirsdag forventes det, at solen skinner fra en stort set skyfri himmel, og at temperaturerne tager et kraftigt spring opad.
“Et foreløbigt bud på temperaturen er, at vi på en solrig tirsdag når op på mellem 23 og 28 grader, lokalt måske op omkring 30 grader, men lidt køligere ved kyster med pålandsvind,” skriver DMI.
Og onsdag ser ud til at kunne overgå det hele. Ifølge DMI’s seneste prognose kan temperaturen onsdag ramme mellem 25 og 32 grader flere steder i landet. Dog vil det – som så ofte før – være lidt køligere langs kysterne, især hvor vinden kommer ind fra havet.
Selvom det ser lovende ud for dem, der drømmer om strandture og grillvejret, advarer DMI også om, at den køligere luft ikke er langt væk. Et skifte i vejret kan komme allerede senere på ugen, hvor sommervarmen ventes at blive skubbet væk af mildere luftmasser. Det er dog endnu usikkert, præcist hvilken dag dette vejrskifte indtræffer.