
Toårig dreng død: Glemt i en varm bil
En toårig dreng er afgået ved døden efter at være blevet glemt i en varm bil i byen Valls i det nordøstlige Spanien
En toårig dreng er afgået ved døden efter at være blevet glemt i en varm bil i byen Valls i det nordøstlige Spanien.
Det skriver det spanske medie La Vanguardia ifølge nyhedsbureauet dpa.
Da ulykken skete var temperaturen i byen 37 grader.
Redningsmandskabet i Valls, der ligger omkring 80 kilometer fra Barcelona, kunne ikke redde drengens liv, da de ankom til stedet.
Temperaturen i bilen steg til over 50 grader, da drengen befandt sig i den, skriver La Vanguardia.
Trods forsøg på at bringe drengen til et rum med aircondition, mislykkedes genoplivningsforsøgene.
Politiet har påbegyndt efterforskningen af situationen for at klarlægge forløbet og forældrenes ageren, lyder det.
I sidste uge døde en toårig dreng i Sydfrankrig efter at være blevet efterladt for længe i en overophedet bil under hedebølgen
Den ekstreme varme har hærget store dele af Europa i den seneste uge, og gør det fortsat.
Høje temperaturer har et fast greb om lande som Spanien og Frankrig, hvor der er registreret rekordhøje temperaturer i juni.
Varmen hænger også på juli måneds første dag.
I weekenden blev der målt 46 grader i byen El Granado i provinsen Huelva i det sydvestlige Spanien.
Flere steder i Frankrig er der målt over 40 grader.
Tirsdag var der rekordmange advarsler om de høje temperaturer i landet.
For 16 franske regioner, herunder Paris, var der såkaldt rød advarsel. Det er landets højeste varslingsniveau for ekstrem varme.
Det betyder, at vejret udsætter alle for fare. Også dem, der ellers er ved godt helbred.
Der var tirsdag samtidig advarsler om ekstrem varme i dele af Portugal, Italien, Tyskland, Storbritannien og i Balkan-landene, mens temperaturen i Danmark nogle steder sneg sig op i nærheden af 30 grader.