
13-årige Lisa er stadig forsvundet: ‘Men der er livstegn’
Hun har været væk siden torsdag – og lørdag blev hun så efterlyst i bred forstand af Midt- og Vestsjællands Politi.
Men der er dog noget positivt at berettet om, selvom der foreløbig ikke er noget spor af pigen, der er fra Ringsted.
»Vi har ikke fundet hende,« som vagtchef Michael Hymøller konstaterer søndag morgen:
»Men der er livstegn. Vi har nogle indikationer på, at hun i hvert fald har en eller anden form for social omgang sideløbende med, at vi leder efter hende.«
Digitalt, altså.
Og i forbindelse med lørdagens efterlysning har flere borgere desuden henvendt sig.
»Vi har fået adskillige henvendelser faktisk. Fra folk, der har set hende og været i kontakt med hende i de foregående dage,« siger vagtchef Michael Hymøller fra Midt- og Vestsjællands Politi:
»Men det er altså ikke noget, der har ført frem til et ‘her og nu’-begreb om, hvor hun er. Alt sammen er lidt på historikken.«
I forbindelse med efterlysningen har politiet givet følgende signalement af 13-årige Lisa:
- 150 centimeter høj, mørkt mellemlangt hår.
- Formodentligt iført grå sweatshirt, mørke jeans og sportssko.
- Medbringer en grå skuldertaske.
Har man oplysninger i sagen kan politiet kontaktes på tlf. 1-1-4.